Hvorfor taber jeg mig ikke?1200 kalorier

Tager mine organer skade, hvis jeg spiser færre end 1200 kalorier om dagen?

Hej Klaus

Jeg er i gang med at tabe mig så jeg kan komme i en pæn brudekjole. 

Jeg er 29 år gammel, 162 cm høj og vejer lige nu 98 kg. Jeg vil gerne ned på 65 kg eller deromkring. Jeg er i gang med at tælle kalorier, og indtager lige pt 1200 kalorier om dagen. Men læste lige at hvis man indtager mindre end det, kan dine organer tage skade. 

Jeg har et aktivt job, og har gået efter hvad min mobil har sagt, at jeg har forbrændt, men tror den måler forkert. Ifølge den, har jeg gået 5235 skridt og forbrændt 1117 kalorier. 

Er meget nervøs for at gøre skade på mig selv.

Håber du kan hjælpe.

Venlig hilsen

Heidi

Hej Heidi

Tak for dit spørgsmål og tillykke med det forestående bryllup.

Først vil jeg lige starte med at sige, at jeg forstår din motivation for at tabe dig. Et bryllup er en stor begivenhed og det er en god anledning til en målsætning for et vægttab. Jeg vil dog lige indskyde en hurtig mellemregning, da jeg ikke kender datoen for dit bryllup og derfor heller ikke tidsrammen for din målsætning.

Din ønskede målvægt på 65 kg resulterer i et vægttab på 33 kg, hvilket absolut er realistisk for de fleste med et lignende udgangspunkt. Evidensen taler dog for, at et så stort vægttab foregår bedst kontrolleret og over længere tid. Det kan lade sig gøre på 6 måneder og sikkert også hurtigere, men det vil være sundere for kroppen at fordele vægttabet over ca. et års tid. Husk, det har taget tid at tage disse kilo på, og det er derfor ikke helt urimeligt at kroppen også gerne vil have tid til at smide dem igen. Jeg kommer nærmere ind på detaljerne nedenfor.

Lad os at starte med at se på dit udgangspunkt i forhold til din målsætning

Når ovenstående påpegelse så er sagt er jeg enig med dig i, at et vægttab på 33 kilo vil være sundt for dig. Jeg har lavet en hurtig beregning på de data, du opgiver, og jeg får dit nuværende kaloriebehov til 2249 kalorier om dagen og dit nuværende BMI til 37,4. 

Af medfølgende tabel kan du se klassificeringen af kropsmasseindex’et (Body mass index, BMI). Dit nuværende BMI ligger ret højt og et vægttab vil derfor være tilrådeligt ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv.

Bemærk dog, at kaloriebehovet ikke tager hensyn til din fysiske aktivitet, hvilket skal lægges oveni. Det beregnede kaloriebehov er kun tilsvarende det, din krop har behov for, for at vedligeholde din nuværende vægt og i fald du ønskede at beholde din nuværende vægt, skulle du altså spise omkring 1117 kalorier mere om dagen i tillæg til det beregnede kaloriebehov, svarende til din fysiske aktivitet, altså i alt 2249 + 1117 kalorier om dagen.

Nu er din situation jo noget andet, da du gerne vil tabe dig, men af ovenstående beregning giver det måske mening at din krop bør tabe sig, når du spiser alt mindre end 2249 kalorier om dagen - især hvis du derudover også er fysisk aktiv.

Laver man dernæst en ny beregning for din målvægt på 65 kg, bliver dit kaloriebehov nu 1853 kalorier om dagen, og dit mål-BMI 24,7 - hvor BMI’et nu falder under kategorien ‘normalvægtig’. Af denne grund synes jeg at din målvægt er sat rigtigt og at dit vægttab lyder sundt - hvis bare det gennemføres rigtigt og i det rigtige tempo.

Body mass index (BMI)

Klassificering

<  16.00

Sundhedstruende undervægt

16.00 til 16.99

Moderat undervægt

17.00 til 18.49

Risiko for undervægt

18.50 til 24.99

Normalvægt

25.00 til 27.49

Risiko for overvægt

27.50 til 29.99

Overvægt

30.00 til 34.99

Overvægtig fedme, grad 1

35.00 til 39.99

Overvægtig fedme, grad 2

> 40.00

Overvægtig fedme, grad 3

Hvordan kan du gribe vægttabet an?

For at opnå din målvægt på 65 kg kan du vælge 1 af 2 følgende strategier:

  1. Du kan vælge at spise 1800 kalorier om dagen, svarende til dit kaloriebehov ved 65 kg og lade din krop tabe sig i en langsom hastighed, hvor du med tiden vil nå ned på din målvægt. Dette vil ganske givet tage lang tid, men du kan speede processen op ved at være fysisk aktiv.
  2. Du kan vælge at spise færre kalorier end det, hvorved du vil tabe dig hurtigere. En diæt, indeholdende 1200 kalorier eller færre, resulterer naturligvis i et hurtigere vægttab end en kost svarende til 1800 kalorier. Dette resulterer i, at du når din målvægt hurtigere, hvilket jo kan være en fordel, hvis du snart skal giftes. Dog kan det være sværere for kroppen at følge med i et så stort vægttab - så hurtigt. Jeg kommer nærmere ind på hvorfor nedenfor.

Hvilke ulemper er der ved en meget retriktiv diæt på 1200 kalorier eller færre?

Dit nuværende kalorieindtag på 1200 kalorier om dagen bør altså resultere i et vægttab, og det oplever du sandsynligvis også. Du oplever sikkert også at 1200 kalorier ikke efterlader meget plads til andet end grønt og lidt kød. Det er ikke så sjovt i længden, men det er ikke som sådan skadeligt for kroppen i en begrænset periode. Dog er det for de flestes vedkommende svært at bevare et vægttab, der er opnået via en så restriktiv diæt, da den er besværlig at holde på sigt. De fleste tager de tabte kilo på igen, når motivationen for at fortsætte diæten falder.

Jeg vil heller ikke anbefale, at vedblive på en så restriktiv diæt over lang tid, ligesom jeg også vil fraråde at spise færre end 1200 kalorier om dagen, hvis man gør det ofte. Det er sværere at dække kroppens ernæringsmæssige behov, og den får ofte ikke nok at arbejde med. Den vil være tvunget til at tære på andre ressourcer - herunder at nedbryde muskelvæv for at producere energi af en alternativ vej. Særligt, hvis man også er fysisk aktiv, men spiser meget lidt, har kroppen ikke andet valg end at nedbryde de byggesten, som vi er båret af, for at imødekomme de behov man stiller den.

Man stresser kroppen, og over lang tid kan dette give nedsat muskelstyrke, svaghed og nedsat modstandsdygtighed for sygdomme. Man presser sit immunsystem, da det er at sammenligne med langvarig kronisk stress. En svag krop giver også en øget risiko for knoglebrud og andre skader, da der jo er mindre, der holder sammen på skelettet.

Hvordan foregår et stort vægttab så sundest?

Derfor, kære Heidi, vil jeg anbefale et langsommere vægttab end du måske har lyst til med et bryllup lige om hjørnet. Du kan vælge eksempelvis at spise 1800 kalorier om dagen, hvorved du også vil tabe dig. På et tidspunkt går dit vægttab lidt i stå, og der kan du så eventuelt skrue ned til 1600 kalorier indtil du har nået din målvægt. Bemærk dog, at dit kaloriebehov for at bibeholde din målvægt på 65 kg ligger på ca. 1800 kalorier om dagen. Du skal derfor på et tidspunkt op i kalorier igen, når du har nået dit vægttab, da du ellers fortsat vil tabe dig - og det er ikke nødvendigvis sundt. Du opnår netop med 65 kg et normalt BMI.

Du kan også vælge end langsommere strategi, hvor du spiser 1800 kalorier om dagen og bliver på det niveau indtil du har opnået din målvægt i et langsomt og kontrolleret tempo. I begge tilfælde vil du tabe dig, og begge scenarier er sundere end  en restriktiv kost på 1200 kalorier eller færre om dagen.

Du kan også læse mere om et kontrolleret vægttab i vores artikeldatabase:

Jeg håber ikke, jeg har skræmt dig helt med ovenstående. Du er naturligvis velkommen til at kontakte mig igen, hvis du har uddybende spørgsmål.

Held og lykke med det hele og rigtig god fest.

De bedste hilsner

Klaus Frobenius

Spørg diætisten om sundhed

Send mig dit spørgsmål om sundhed

Måske er dette også relevant for dig?

Diætisten om det glykæmiske index
Vi har i den seneste tid haft fokus på vores blodsukker og på blodsukker-regulerende diæter. I kølvandet på det følger[...]
Diætisten om blodsukker-regulerende diæter
Der findes efterhånden et hav af forskellige diæter, der handler om at skære kulhydraterne helt eller delvist væk fra kosten[...]
Diætisten om en sund krop med styrketræning
Taber man sig ved at løfte vægte? Er vægtløftning en ideel træningsform, hvis man vil tabe sig? Hvordan bør jeg[...]
Diætisten om den officielle anbefaling om 30 min. fysisk aktivitet om dagen
Alle bør røre sig, men vi bestemmer heldigvis selv hvordan   En af de officielle anbefalinger fra Fødevarestyrelsen er at[...]
Diætisten om vægttabssystemer og kostplaner
Vægttab er svært - men hvorfor? Læs i denne uge om hyppige fejltagelser og faldgruber, der spænder ben for et[...]
Diætisten om en sund alderdom
Alder er et tal - Ældre er noget man føler sig Alderdom er den tid man har sparet op til[...]