Har du hørt om Low FODMAP diæten?

Hvis du lider af irritabel tyktarm, har du muligvis hørt om Low FODMAP diæten. Måske har du endda afprøvet den – med eller uden effekt?

 

FODMAP findes især i alle fødevarekategorier

FODMAPs er kulhydrater, der naturligt findes i flere fødevarer, herunder visse frugter og grøntsager.

 

 

Hvad betyder Low FODMAP?

FODMAP er et akronym, der står for Fermenterbare Oligosakkarider, Disakkarider, Monosakkarider og Polyoler, og er en samlet betegnelse for visse typer af kulhydrater. Disse kulhydrater er under normale omstændigheder helt uskadelige og forekommer naturligt i forskellige fødevarer, såsom rugbrød, løg, tyggegummi, broccoli og mælk. Hos visse personer, især hvis du lider af irritabel tyktarm, er FODMAPs dog svært fordøjelige og kan give symptomer som mavesmerter, oppustethed og diarre. “Low” henviser til et lavt indhold af FODMAPs og afslører dermed diætens formål – at begrænse eller helt undgå FODMAPs i kosten.

 

Er Low FODMAP en modediæt eller et nyttigt værktøj?

Low FODMAP diæten er udviklet på Monash University i Australien, og er faktisk en af de få diæter, der er solidt videnskabelig funderet. Diæten går ud på at genoprette en eventuel ubalance i tarmen ved netop at udelukke FODMAPs i en periode, hvorved tarmen “får en pause”. Efter maximalt 8 uger genintroduceres bestemte fødevarer (FODMAPs) en af gangen – på en kontrolleret måde – sådan at man får et overblik over hvilke FODMAPs der tåles og i hvor store mængder. For de fleste er det nok til at få en afklaring omkring hvilke FODMAPs man er særligt følsom overfor – hvorved disse kan undgås. Dette afhjælper som regel symptomerne.

 

En diæt – ikke en kur!

Det er vigtigt at huske på at Low FODMAP diæten er en diæt og ikke en slankekur. Det er en meget restriktiv diæt, hvor bestemte typer af kulhydrater udelukkes i typisk 4-8 uger. Eftersom disse kulhydrater forekommer naturligt i både korn, grøntsager og frugt – altså på tværs af flere fødevaregrupper – anbefales professionel vejledning i diæten. Dette er i øvrigt en hjælp for de fleste, idet diæten kan besværliggøre ens hverdag betydeligt. Du bør desuden konsultere din læge med tarm-symptomerne inden du igangsætter diæten, for at udelukke alvorlige tarmsygdomme først.

 

Kan LOW FODMAP diæten hjælpe alle med mave-tarm problemer?

Low FODMAP diæten er primært udviklet til at hjælpe folk med irritabel tyktarm og diarre, hvor folk med irritabel tyktarm og forstoppelse har dårligere effekt af diæten. Det skal understreges at diæten ikke bør følges i længere tid end 8 uger. Oplever du slet ingen effekt efter 8 uger, bør du søge hjælp hos læge eller diætist igen.

 

Vi har specialiseret os i mave-tarmproblemer og tilbyder diætbehandling.

Læs mere om hvordan vi kan hjælpe dig her. Du er naturligvis altid velkommen til at stille os spørgsmål.

 

Klaus Frobenius

Aut. Klinisk Diætist

Kål er rig på FODMAP

Kål er for de fleste mennesker sundt, men indeholder FODMAPs, der kan give oppustethed og luft i maven.