Er morgenmad er vigtigt? – Ja, men den må gerne være doven

Vi hører ofte at det kan være vanskeligt at forholde sig til de forskellige typer af kostfibre, proteiner, fedt og kulhydrater, og sammensætte disse på en sund måde i en hverdagskost. Det skal du heller ikke – med mindre du har en ærlig interesse i det. Det er nemmere at forholde sig til de enkelte fødevarer, og hvordan de påvirker vores helbred.

Denne uges indlæg sætter specifikt fokus på et overset måltid – morgenmaden. Læs med om hvordan du får en sund start på dagen.

 

Morgenmaden må gerne være et rutine-måltid

Det måltid, som jeg holder mest af i løbet af dagen, er morgenmaden. Jeg elsker at sidde med min morgenkaffe og min morgenmad, selvom det ofte er en rutinebegivenhed uden meget variation – heller ikke hvad angår maden. Men gør det noget? De fleste mennesker spiser det samme hver eneste morgen – dog undtaget i weekenderne, hvor vi ofte forkæler os selv lidt ekstra i familiens skød.

Nej – det gør ikke noget at morgenmaden ikke er så varieret. Det er til gengæld et vigtigt måltid, da vi ikke har meget letomsættelig energi i kroppen, når vi vågner. Vi risikerer at få lavt blodsukker, hvis vi undlader at spise morgenmad. Det kan føre til at vi føler os ekstra sultne senere på dagen – og kommer til at overspise. Det kan gøre et forsøg på vægttab unødigt besværligt.

 

Havregryn som ideel morgenmadskandidat

Min personlige favorit morgenmad er havregryn. Når jeg er doven spiser jeg det med mælk, og når jeg bliver forkælet serveres den som havregrød med tilbehør. Havre er i familie med græs, og indeholder ca. 14% protein, 7% fedt, 58% tilgængelige kulhydrater og 10% kostfibre. Dertil kommer en hulens masse fuldkorn, vitaminer og mineraler. Derfor er havregryn ideelt som morgenmadsprodukt, da det giver dig lang energi og mæthedsfølelse. Din krop og særligt din tarm får derved nogle sunde byggesten at arbejde med, og du får en sund start på dagen.

I ønskes alle en dejlig fredag morgen og snarlig weekend.

Læs i øvrigt om vores diætbehandlinger her, og hvordan vi kan hjælpe dig med at optimere dine kostvaner.

Klaus Frobenius
Aut. Klinisk Diætist

Få en sund start på dagen med havregryn til morgenmad

Havregryn indeholder en sund sammensætning af protein, fedt, kulhydrater og kostfibre og er desuden rig på fuldkorn, vitaminer og mineraler.