De velhavendes sygdom

Det undrer dig måske hvad kostvejledning har at gøre med urinsyregigt og podagra og hvad en diætist kan gøre i den sammenhæng

Find svaret i dennes uges indlæg.

 

Hvad er urinsyregigt og podagra?

Urinsyregigt er en betændelse i et eller flere led, der opstår når krystaller af urinsyre “sætter sig” i kroppens led, fordi urinsyre ophobes i kroppen. Dette kan ske fordi der dannes for meget urinsyre i forhold til hvor hurtigt nyrerne kan nå at udskille det, eller fordi nyrernes funktion af en eller anden årsag er nedsat. Mere om det nedenfor.

 

Hvad er urinsyregigt og podagra?

Urinsyregigt i storetåen kaldes podagra. Det er smertefuldt og skyldes en betændelse i et af tåens led.

 

Det er mit allerfarligste sted…

Urinsyregigt i storetåen kaldes podagra. Det er en smertefuld tilstand, hvor tåen hæver og bliver varm og rød af betændelse. Podagra ses faktisk i mere end halvdelen af tilfældene ved urinsyregigt, og er derfor den hyppigste form af tilstanden.

 

Gør det ondt?

Urinsyregigt er smertefuldt. Smerten kan vække dig om natten uden forudgående varsel. Ofte er det ramte led også hævet og varmt, og ved podagra er storetåen svullen og rød. Tilstanden kan være ledsaget af feber. Oftest rammes kun et led, men har du lidt af urinsyregigt i mange år, kan lidelsen udvikle sig til en kronisk tilstand, hvor flere led er ramt samtidigt. Søg derfor læge tidligt i forløbet, da behandlingen er effektiv.

 

Hvorfor får man urinsyregigt og podagra?

Som sagt opstår urinsyregigt, når der er for meget urinsyre i kroppen, som så udfældes i et eller flere af kroppens led som krystaller. Urinsyre er et ‘fremmed’ element i leddene, og kroppens betændelsesceller vil forsøge at rydde disse krystaller op. Derfor migrerer betændelsesceller til det pågældende led, hvor der opstår en inflammationsreaktion – en betændelse. Det er selve betændelsen, der får leddet til at hæve op, blive rødt, varmt og smertefuldt.

 

Urinsyre dannes helt normalt hos os alle sammen som et led i kroppens metabolisme (forbrænding). Urinsyren udskilles hos det raske menneske via nyrerne. Når det ophobes kan det ske fordi der dannes for meget, så nyrerne ikke kan ‘følge med’. Dette kan ske i forbindelse med sygdom eller ved indtagelse af forkert kost igennem længere tid. Endelig kan nyrernes funktion være nedsat, så udskillelsen af urinsyre mindskes.

 

Ophobning af urinsyre i forbindelse med sygdom

Kroniske sygdomme og især den medicinske behandling af disse kan fremme udviklingen af urinsyregigt. Man ser ofte patienter med psoriasis og kræftsygdomme, der også lider af urinsyregigt, specielt i forbindelse med kemoterapi og stråling. Tendensen til en hyppig udvikling af urinsyregigt hos disse patienter skyldes en øget nedbrydning af kroppens muskel – og fedtvæv, der frigiver ekstra meget urinsyre.

Patienter der tager visse typer af medicin, herunder vanddrivende, er også i risikogruppen for at udvikle urinsyregigt.

 

Ophobning af urinsyre i forbindelse med forkert kost

Der er en sammenhæng mellem purin-holding mad og udviklingen af urinsyregigt. Puriner er en del af vores cellers DNA og RNA og frigives når cellerne nedbrydes. Derfor kommer en del af purinerne fra os selv i forbindelse med vores normale omsætning og vedligehold af kroppens celler, men et stort indtag af purin-holdig mad kan øge purin-niveauet i blodet og dermed også udviklingen af urinsyregigt. Se afsnittet om urinsyregigt og kost længere nede.

 

Læs om urinsyregigt og kost

Alkohol fremmer udviklingen af urinsyregigt. Begræns derfor dit indtag af alkohol.

 

Desuden ses også en øget tendens til urinsyregigt hos overvægtige. Generelt frarådes alkohol og fedtholdig mad, og i stedet tilrådes en sund kost og moderat motion. Derfor anbefales en livsstilsomlægning ofte, hvis du lider af urinsyregigt. Dog er det ikke nok at følge de gængse kostråd, hvis du allerede lider af urinsyregigt, da andre faktorer også påvirker sygdommen. Derfor anbefales professionel kostvejledning. Tal med din læge eller diætist om urinsyregigt og kost.

Ønsker du blot at forebygge urinsyregigt, er det fint at følge Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger.

 

Ophobning af urinsyre i forbindelse med nedsat nyrefunktion

I dag mener man at 90% af folk, der har for meget urinsyre i blodet (og dermed er disponerede for urinsyregigt) lider af en nyresygdom, der i de fleste tilfælde er arvelig. Til forskel fra tidligere, er nyrelidelser i dag altså den største årsagsfaktor for at udvikle urinsyregigt.

 

En rigmands sygdom

Historisk set blev urinsyregigt kendt som de velhavendes sygdom, da det ofte var forbundet med et stort indtag overdådig mad; alkohol, kød og sukker, herunder frugtsukker – en livsstil, der dengang var knyttet til rigdom. Man kaldte da også meget beskrivende lidelsen for ‘rødvinsgigt’, ‘rigmandssygdom’, ‘rigmandsgigt’ og Kaptajn Voms sygdom – sidstnævnte efter den skibbrudne sømandskaptajn fra Knold og Tot, der havde en hang til alkohol og følgelig ofte sin fod bundet ind på grund af podagra.

 

I dag ved vi mere om urinsyregigt og derfor også at det netop kan opstå af andre årsager end blot en overdådig livsstil. Der er dog ingen tvivl om at et højt indtag af især alkohol, kød og fede mælkeprodukter er stærkt disponerende for udviklingen af urinsyregigt, og at en livsstilsomlægning er en vigtig del af behandlingen uanset årsag.

 

Hvordan ved du om du har urinsyregigt eller podagra?

Ved symptomer som kraftige ledsmerter (især i storetåen) samt varme, rødme og hævelse af det pågældende led, anbefales en tur til lægen. Lægen tager en blodprøve, som undersøges for mængden af urinsyre, og sammenholder dette med dine symptomer og sygehistorie. En helt sikker diagnose, stilles ved at påvise urinsyrekrystaller i ledvæsken.

 

Hvad er behandlingen?

Der findes effektiv medicinsk behandling mod urinsyregigt. Din læge vil på baggrund af dine symptomer hjælpe dig med en behandling, der passer til din situation. Da urinsyregigt er en betændelsestilstand i leddene, gives ofte medicin der sigter mod at dæmpe denne betændelse. Der kan også gives forebyggende behandling mod dannelsen af urinsyre. Oftest kombineres medicinsk behandling med en livsstilsomlægning under professionel vejledning, og din læge kan derfor vælge at henvise dig til en diætist.

 

Behandling er vigtigt, da det er med til at forebygge og reducere skader i dine led, som kan forårsages af de urinsyrekrystaller, der sætter sig.

 

Er et vægttab nødvendigt?
Ved overvægt kan et vægttab hjælpe med at reducere dine anfald. Vær dog opmærksom på at et hurtigt vægttab ikke kun nedbryder fedtet i din krop, men det kan også gå ud over din muskelmasse. Nedbrydning af muskler frigiver også urinsyre, og der er derfor vigtigt at du taber dig langsomt for at undgå anfald af urinsyregigt, mens du taber dig. Et vægttab, der bevarer din muskelmasse, fremmer samtidigt din generelle sundhed. Her anbefaler jeg professionel vejledning, så du taber dig rigtigt og bevarer et sundt helbred.

 

Hurtige vægttab kan generelt ikke anbefales, da de kan være skadelige for kroppen. Læs mere om det her.

 

 

Hvad kan du selv gøre? – Urinsyregigt og kost

I dag hænger urinsyregigt ikke sammen med din sociale status, men der er stadig en sammenhæng mellem denne lidelse og en ‘overdådig’ livsstil. Du kan derfor gøre meget selv for at forebygge anfaldene ved at følge nogle enkle men effektive kostråd:

 

  • Begræns dit indtag af alkohol og undgå det helt i perioder med anfald.
  • Sluk generelt tørsten i vand.
  • Spis moderate mængder af kød.
  • Spis gerne fisk, men undgå visse typer (rogn, skaldyr, ansjoser og sardiner).
  • Vælg fedtfattige mejeriprodukter.
  • Spis varieret og mindst 600 gram grøntsager dagligt.
  • Følg Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger.

 

Følger du disse kostråd, er du allerede godt i gang med at forebygge udviklingen af urinsyregigt.

 

Lider du dog allerede af urinsyregigt eller podagra, er der andre forhold med hensyn til din kost, som du skal være opmærksom på.

 

Det kan være en fordel at få professionel kostvejledning i urinsyregigt og kost hos en uddannet klinisk diætist med henblik på at mindske dine anfald uden at din generelle sundhed påvirkes.

Hvis du har brug for et vægttab på grund af urinsyregigt, skal du tabe dig langsomt. I det tilfælde anbefaler jeg dig under alle omstændigheder grundig vejledning.

Læs om vores diætbehandlinger til vægttab her.

 

Er du overvægtig? – Tjek dit BMI

 

Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål.

 

Klaus Frobenius

Aut. Klinisk Diætist