Jeg har en spiseforstyrrelse. Hvad er mit kaloriebehov?

Hvad er mit kaloriebehov, hvis jeg skal holde vægten?



Hej Klinik for Helbred og Sundhed

 

Mit navn er Lxxxxxx. Jeg opsøgte en klinisk diætist, fordi jeg er endt ud i en spiseforstyrrelse, hvor jeg har begrænset mig kalorieindtag markant i en periode over et halvt år. Jeg kontaktede en diætist, fordi jeg ville have professionel hjælp til, hvordan et sundt kalorieindtag så ud.

Jeg er 18 år, en kvinde, 171 cm høj og vejer omkring 48-49 kg. Min diætist og jeg blev enige om et vægtmål på 55 kg.

 

Min diætist forklarede, at jeg behøver 2.000 kcal dagligt med udgangspunkt i et lavt aktivitetsniveau.

Jeg er dog skeptisk om hvorvidt dette kan være rigtigt. Min diætist påstår, at ved et dagligt kalorieindtag på 2.000 kalorier vil jeg nå op på en vægt på ca 55 kg, hvormed vægten herefter vil bevares på 55 kg.

Adskillelige kalorieberegnere på nettet fortæller mig dog, at kaloriebehovet ligger på lige under 1700 kcal om dagen for at bevare vægten på 55 kg. Hjemmesiderne fortæller desuden, at bibeholder jeg et dagligt kalorieindtag på 2.000 kcal med et lavt aktivitetsniveau, vil jeg tage ca 3-400 g på om ugen.

 

Jeg føler mig forvirret. Jeg kan mærke at uklarheden giver mig lyst til at vende tilbage til at begrænse mine kalorier igen. Jeg ved ikke om jeg skal vælge at stole på (de adskillige) hjemmesider, der alle fortæller det samme, eller om jeg skal stole på min diætist. Jeg spørger derfor om jeres professionelle holdning. Hvad er mit kaloriebehov, hvis jeg skal holde vægten på 55 kg?

 

Håber i kan hjælpe med at afklare, og tak for jeres tid hvis i gør.

 

Hilsen,

Lxxxxxx

 




Kære Lxxxxx

 

Tak for dit brev 🙂 og din meget udførlige forklaring.

 

Jeg forstår godt din frustration og din forvirring. Jeg vil lige starte med at give dig ros for, at du søger hjælp for din spiseforstyrrelse. Det er nogle svære problemer, at slås med, men du har helt sikkert fat i den rigtige ende af dem, når du opsøger viden frem for at falde tilbage i gamle, uhensigtsmæssige vaner.

 

Det er svært for mig, at kende de helt præcise aftaler mellem dig og din diætist, og hvad der eventuelt kan ligge til grund for din diætists vurdering. Han har jo haft samtalen med dig, og har lavet din energiberegning ud fra de oplysninger, du har givet ham.

 

Jeg har også lige regnet lidt på det, og kan godt se, at du muligvis kan være sat lidt højt med hensyn til dit kalorieindtag. Men – det afhænger alt sammen af hvordan, du definerer dit lave aktivitetsniveau.

Jeg går ud fra de Nordiske Næringsanbefalinger fra 2012, der er de gældende vejledninger på området.

 

Hvis du eksempelvis arbejder i butik, og står meget op i løbet af en dag, har du et højere fysisk aktivitetsniveau, end du lige tror, også selvom du slet ikke dyrker sport. Hvis jeg regner den faktor ind i ligningen, får jeg også et anbefalet kalorieindtag på 2000 kcal dagligt, der svarer til et vægtvedligehold på 55 kg og med din angivne højde (171 cm) og alder (18 år).

 

Skal man nå frem til et anbefalet dagligt kalorieindtag på knap 1700 kcal (med de samme betingelser om vægtvedligehold på 55 kg samt højde og alder), kræver det at dit aktivitetsniveau sættes ret lavt – med næsten udelukkende stillesiddende arbejde i løbet af hele dagen og med meget begrænset bevægelse i øvrigt.

 

Jeg kender som sagt ikke til de aftaler, der måtte ligge mellem dig og din diætist, men umiddelbart vil jeg gætte på, at han har sat dit aktivitetsniveau til at du er meget i bevægelse i løbet af en dag, selvom du ikke dyrker regelmæssig sport. Hvis dette ikke er tilfældet, vil jeg råde dig til at snakke med din diætist om at korrigere dit aktivitetsniveau i beregningen, så du føler at du bliver rådgivet korrekt. Din diætist er til for at hjælpe dig, men der kan jo altid opstå misforståelser, og jeg er sikker på at han vil være lydhør overfor dine ændringer.

 

Det vigtigste er som sagt, at du ikke falder tilbage i at ville styre din kost efter nogle usunde vaner. Tag derfor snakken med din diætist, hvis du synes at dit aktivitetsniveau er sat forkert.

 

Jeg håber dette svar hjalp dig.

Rigtig meget held og lykke med det hele.

 

De bedste hilsner

 

Klaus

 

Klinisk diætist Klaus Frobenius besvarer spørgsmål om sundhed

Hvad er mit kaloriebehov? Få svar på dine egne spørgsmål. Skriv til Klaus.